Trægruppen

Træerne i Sorgenfrigaards grundejerforenings område

I Sorgenfrigaards Grundejerforenings område står mange gamle både sjældne og meget markante træer. En del af dem blev plantet helt tilbage, da udstykningen af området startede ved indgangen til nittenhundredetallet. Blandt andet derfor har vi i Sorgenfrigaards Grundejerforening nogle meget flotte og karaktergivende træer, der i høj grad bidrager til at gøre vores område attraktivt og harmonisk.

Grundejerforeningen lægger stor vægt og meget arbejde i at passe på træerne – et arbejde, der koordineres af bestyrelsens arbejdsgruppe kaldet “Trægruppen”.

Fra 2022

Den 1. september 2022 vedtog kommunalbestyrelsen lokalplan 241 for Sorgenfrigaards Villakvarter, der blandt andet har til formål at fastholde den oprindelige udstykningsstruktur, samt at villavejene fortsat opleves som åbne og grønne.

Lokalplanen kategoriserer et betydeligt antal vejnære træer som bevaringsværdige (de er specificeret i lokalplanens bilag 3).

Når et træ er kategoriseret som bevaringsværdigt, betyder det, at der er klare regler for, hvad man må og ikke må gøre ved træet.

Er du ejer af eller har ansvaret for et eller flere af disse bevaringsværdige træer, skal du derfor være opmærksom på følgende:

  • Du skal passe og vedligeholde træet nænsomt.
  • Træet må ikke fældes eller beskæres uden kommunens forudgående tilladelse.
  • Hvis du får kommunens tilladelse til at fælde, f.eks. grundet sygdom i træet, vil kommunen kræve genplantning af et træ af samme art.
  • Fældes et bevaringsværdigt træ uden forudgående tilladelse, kan kommunen kræve genplantning af et træ af samme art og af betydelig størrelse, hvilket de typisk gør. Genplantning bekostes af ejeren (også hvis træet står i vejmatrikel udfor ens grund og omkostningen ved en sådan genplantning har i flere tilfælde oversteget 50.000,- kr per træ.

Du kan læse mere på LTK’s hjemmeside under: Bevaringsværdige træer | Lyngby-Taarbæk Kommune (ltk.dk).

En forudgående henvendelse til kommunens forvaltning om bevaringsværdige træer skal ofte ledsages af en trækyndigs vurdering. Det gør det omstændeligt og tungt for den enkelte ejer af et bevaringsværdiget træ. For at lette processen overfor forvaltningen vil grundejerforeningen med mellemrum lade en trækyndig gennemgå de bevaringsværdige træer i foreningens område – og trægruppen vil efterfølgende orientere ejerne om resultatet af gennemgangen.

Udover de bevaringsværdige træer, der nyder beskyttelse gennem lokalplanen, finder vi i grundejerforeningens bestyrelse, at der er en række karaktergivende træer, der er til gavn og glæde for alle beboere i området. For at sætte fokus på disse træer og dermed bidrage til, at vi forhåbentlig bliver ved med at kunne bevare dem, har grundejerforeningen suppleret lokalplanens bilag 3 med disse i: Oversigtskort over bevaringsværdige og karaktergivende træer

I lyset af træers langsomme vækst, har vi i grundejerforeningen traditionelt fokuseret på bevaring og beskæring snarere end fældning, og vi opfordrer jer til at læse vores folder om emnet: Træerne i Sorgenfrigaards Grundejerforening

Det er ikke billigt at at vedligeholde de store træer, og derfor er der i dag afsat et beløb i grundejerforeningens budget, til at man kan søge om økonomisk støtte til sagkyndig konsultation vedrørende vedligehold og beskæring af de karaktergivende træer. I tvivlsspørgsmål eller ved behov for mere viden, er du altid velkommen til at kontakte grundejerforeningens bestyrelse for yderligere hjælp og rådgivning.

Det er også værd at nævne, at kommunens forvaltning “ikke hænger sig i deciderede småting”, når det drejer sig om de bevaringsværdige træer. Om noget anses for at være “en småting” kan afklares ved at henvende sig til byggesagsvagten i kommunen på tlf.: 45 97 38 87.

Fra 2005 til 2022
Dygtige trækonsulenter udarbejdede i 2005 en træregistrant over alle de store og bevaringsværdige træer i grundejerforeningen. Her kunne hver enkelt grundejer finde sine egne træer samt en betegnelse af træets sort, sundhed, højde, omfang og beskrivelse af bladkronens karakter. Det gjaldt både havetræer, vej- og skeltræer.

I 2013 udarbejdede vi i grundejerforeningen en revurdering af træernes bestand for på den måde at dokumentere, hvor mange træer der stadig stod, og hvor mange træer der var blevet fældet i de mellemliggende år.

Den overordnede motivation til dette registreringsarbejde var oplysning og at skabe fokus på bevarelse af træerne – som det tager så lang tid at vokse sig store og karakterfulde, og så uendeligt kort tid at fælde og uigenkaldeligt fjerne.

I forbindelse med registreringen i 2005 og i revurderingen fra 2013 findes desuden en forklaring på typekoder, kort og liste pr adresse, der dog ikke er ajourført siden: